Klubrally 2010

Overskrift 1

IMKs klubmesterskab i klubrally den 26. september – motorløb for MÆND.

2. afdeling af klubmesterskabet i IMK var med Nørlundbanen som midtpunkt – start, mål og prøveområde. Der foruden havde Henrik fundet og fået tilladelse til to nye prøveområder: Vestjyllands Andel i Kølkær samt Ikast Genbrugsplads i Hesselbjerg.

Vejrmæssigt blev det også noget af en udfordring – dagen igennem småregnede det.

Teamet havde denne dag satset og deltog med begge Starletter: Bjarne og Jesper Hedevang i den blå, og Sabine havde fået lokket sin veninde Henriette med som 2. kører i den gule.

Jesper og Bjarnes 2. plads i første afdeling skulle forsvares, men med rekorddeltagelse på ikke mindre end 18 deltagere, så det mere end svært ud.

Deltagerlisten talte biler som: Mitsubishi Lancer Evo 6, Subaru Impreza, Opel Kadett, BMW osv. så der var bestemt ikke plads til fejltrin. De 3 første prøver som var på regnvåd asfalt blev ikke den helt store succes, men det rakte indtil videre til en 6. plads. Inden de sidste 4 prøver (som var Nørlundbanen) skulle køres, blev grusdækkene monteret. Det var første gang Bjarne skulle prøve at køre på Nørlundbanen i konkurrence, så det var med en vis spænding, særligt når det var så fedtet som det var. Der blev gået frisk til sagen og med nogenlunde fejlfri kørsel var tiden på prøve 4 den 3. hurtigste, blot 2 sekunder efter Henrik & Rene og 6 sekunder efter Dennis & Jørgen i den 4-hjulstrukne Mitsubishi. De 3 sidste prøver gik også ret godt og dagen sluttede på 3. pladsen ud af 18 biler – efter omstændighederne meget tilfredsstillende. I den samlede stilling i IMKs klubmesterskab kunne det give en 3. plads. Torben & Søren vandt fortjent IMKs klubmesterskab, så stort tillykke til dem.

Sabine & Henriette havde en intern tøse-kamp med Elsebeth & Hanne i Toyota Supra. Starlet-holdet havde vist lidt nerver på, for de startede med at køre en kegle ned på prøve 1 og bremse bilen helt i stå. Prøve 2 og 3 gik heller ikke meget bedre, men da det gjaldt Nørlundbanen kom de stærkt igen. Selvom de her indhentede meget, måtte de se sig slået med 3 sekunder af Elsebeth og Hanne.

Efter løbet havde Henrik og Rene sørget for at der var Bøf Stroganof til alle og så skulle alle vist hjem og have gjort bilerne rene.

 

RAS-løbet d. 19. september

40 tilmeldte og 15 biler i klassen så der var atter lagt op til kamp om placeringerne. I øvrigt var der denne gang også flere deltagere fra IMK.

2 prøver på Køreteknisk Anlæg samt 3 nye prøver i det vestlige industriområde, hvor alle på nær een skulle køres 2 gange. 

De 2 første prøver gik ok men på vej til prøve 3 ville motoren kun køre på 3 cylindre ved lave omdrejninger. Ud med dyserne og puste lidt i dem, uden det hjalp noget. Nå men den kunne da tage fuld gas. Prøve 3 gik fint men vi tog en kegle. Ved pausen lå vi 2´er – 9 sekunder efter Tom. Prøve 5 fik den ”fuld smadder” men de sidste 200m før mål begyndte den at sætte ud. Undersøgelsen viste at der manglede en prop i bunden af den ene karburator og benzinen stod ud i en stråle. Vi fandt en passende bolt i værktøjskassen og masser af Gaffatape og så var vi kørende igen. De sidste 3 prøver blev kørt lige på grænsen, så der var ikke mere at hente. Og vi var tæt på at hente Tom – kun et enkelt sekund vandt han med, så hvis bare ------

Klubrally –– JFM for klubhold.

Kjellerup og Omegns Motorklub havde inviteret  til Jydsk Fynsk Fejde den 7. august.

IMK havde gjort meget ud af at stille med 2 stærke hold og det lykkedes til fulde. Taktikken gik ud på at fordele mandskaberne i flest mulige klasser og derfor skulle vi for første (og absolut også sidste) gang prøve at køre på de klassede dæk – Federal. Vores nymonterede hjulophæng i bag samt det nye spær fungerede ellers perfekt. Dækkene derimod blev vi aldrig venner med. Vi fandt senere ud af vi skulle have valgt et andet mønster i Federal, for det skulle være en del bedre. Så blev vi det klogere (men ikke rigere). Trods besværlighederne blev vi nummer 3 i klassen.

Heldigvis fungerede holdsammensætningen og begge IMKs hold sluttede med lige mange points. Derefter var det flest førstepladser, flest 2. pladser osv. der blev afgørende. Vores hold sluttede med at tage guldmedaljerne.

IMK’s klubmesterskab 1. afd. d. 6.juni

Sdr. Felding var igen centrum for et klubrally. Ikke mindre end 12 biler deltog i løbet, så det var en rigtig fin tilslutning.

2 prøver skulle køres på Industrivej og 2 prøver på Vestjyllands Andel. De første 2 prøver var ikke de mest spændende, men med 7 kegler som slalom, hvor afstanden var forskellig, gav straf til flere. Prøverne 3 og 4 var derimod noget sjovere.  Vestjyllands Andel havde netop fået udvidet pladsen med mere asfalt, så det blev nogle pænt store prøver. Konkurrencen var som sædvanlig tæt og Henrik Iversen med turisten fra Thailand (S.E.Hedevang) i højre sæde førte indtil sidste prøve, hvor de lige måtte til at bakke. Det resulterede i en 3´plads. Torben og Søren i Corolla Gt vandt og Bjarne og Jesper Hedevang blev nummer 2.

Svend Højer Løbet d. 18/4

Lasse Nerup havde debut som løbsleder og det klarede han til UG. Industriområdet i Hadsten lagde asfalt og grus til 10 fine prøver. Jesper Teist var igen med som 2. kører og der var lagt op til herrefight i klassen. Udover Tom var der en Starlet mere – Steffen og Poul Kjær i en importeret bil fra Sjælland og den lyder sund.

Kampen om sekunderne udeblev absolut ikke. Steffen blev 3´er i klassen blot 4 sekunder efter Tom. Vi vandt klassen med 15 sekunders forspring på trods af straf på 5 sek. for en kegle. Generelt rakte det til en 3. plads

Sønderbæk Auto Klubrally d. 28/3 – JFM 1

Den blå Starlet var endnu ikke kommet frem af vinterhiet, så den gule måtte igen i aktion. Den glidende kobling fra sidste løb var blevet skiftet. Sabine havde meldt afbud og derfor var Jesper Teist denne gang med som 2. kører.

10 prøver viste rutebogen og det forløb helt fint indtil prøve 9. Under nedgearing og samtidig motorbremsning lød der et brag og den nye kobling valgte at gå i tusind stykker. Surt når vi nu var så tæt på mål. Og da den gule plejer at være meget driftsikker og ”selvkørende” stod autotraileren hjemme i Hørning.

Forårsløbet den 14/3 i Randers

Denne sæsons forberedelser var ikke gået bedre end de foregående – tværtimod. Den blå Starlet var taget vinterophold hos Henrik Iversen og der stod den godt og tørt.

 

For at holde kampformen ved lige (eller også er modstanden ikke så stor) er Bjarne også medlem i Randers Auto Sport og her starter klubrallysæsonen meget tidligt. Første afdeling af klubmesterskabet var Forårsløbet allerede den 14. marts og Tom Kjeldsen var både løbsleder, deltager og lukkevogn – i begyndelsen.

 

Den gule Starlet måtte lægge skrog til og det klarede den uden problemer. 6 relativ korte prøver der skulle køres 2 gange var programmet.

Tom udgik allerede på prøve 2 med en defekt kobling, så den ventede fight udeblev. Vi vandt klassen og blev nr. 3 generelt på trods af at koblingen begyndte at glide til slut.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.04 | 18:41
Nordborg Rally har modtaget 6
22.07 | 10:30
Djævle MiniRally har modtaget 1
Du kan lide denne side